Samlet galleri for medlemmerne i Granitklubben


Søgning

Søg på websitet

Sponsor

Granitklubben er sponsoreret af Tuborgs Grønne Fond


Indhold

Nybegynderen - og når det bliver en vane!

Et udvalg af skiver til skæring i granit. De små
Et udvalg af skiver til skæring i granit. De små "urenheder" som kan ses indlagt i kanten er diamanter. Det er dem der skærer stenen hurtigt og rent.

Lidt om arbejdet

For nybegynderen
Den første figur er let at lave. Dan dig en idé om hvad du vil fremstille. Du skal bruge en hammer og en mejsel. En stor hjælp er en vinkelsliber med diamantskive. Maskinen kan være en almindelig en-håndsmaskine. - Og så selvfølgelig den sten du ønsker at tildanne...

Al værktøj skal bruges med omtanke. Især er det vigtigt at være omhyggelig med vinkelsliberen, så du lader den skære selv. Man kan trykke let, men det er ikke meningen at maskinen skal knokles gennem materialet. Husk også at undgå at vride skiven i skæresporet. Du skal kunne fornemme at skiven skærer og ikke bliver tvunget ned i materialet.

Husk nu lige før du starter på noget som helst at tage dit sikkerhedsudstyr på
høreværn - åndedrætsværn- sikkerhedsbriller - handsker - og helst læderforklæde. Du bør også lade beskyttelsesskærmen blive på vinkelsliberen - især ved høj hastighed


Skær et snit med vinkelsliberen. Hug skråt med mejslen fra den ene side af snittet ca. 1 cm fra kanten af den skårne rille og ind mod rillen. Sådan bliver du ved til du er nået ind til rillens bund hele vejen. Hvis du vil dybere ind i stenen gentager du samme proces. Hvis du ikke har en vinkelsliber kan du blot hugge skråt med mejslen og der vil springe små stykker af ind mod det sted hvor mejslen peger.

Når det føles lettere, og du kan mærke at det er dig der bestemmer, hvad der skal fjernes, skærer du en række riller ved siden af hinanden i det område, der skal fjernes noget fra. Herefter slår du sideværts fra begge sider ind mod den skårne rille med mejslen, og materialet hopper fint af hele vejen.

Fif!
Hvis arbejdet skal udføres om vinteren mens det er frostvejr kan det give en lettere bearbejdning hvis stenen varmes op til håndlun før arbejdets start. Brug en simpel almindelig have-gasbrænder til formålet eller en af den slags man bruger ved tagpaparbejde. Stenen bliver simpelt hen meget nemmere at arbejde med, når temperaturen er moderat håndlun.

Du kan nu se og mærke hvorfor det er vigtigt med sikkerhedsudstyr.

Arbejdet med sten må aldrig blive så meget en vane at du "glemmer" din egen og andres sikkerhed.

Afretning af overfladen

Her er et udvalg af forskellige størrelser diamantskiver. Bemærk den forskellige kant som giver mulighed for at arbejde forskelligt med skiverne.
Her er et udvalg af forskellige størrelser diamantskiver. Bemærk den forskellige kant som giver mulighed for at arbejde forskelligt med skiverne.
Afretning af overfladen
Når du har hugget ned i et område, som du ønsker skal være jævnt og glat, er det ikke sikkert at det er jævnt overalt. Tag de største ujævnheder med en fladmejsel. Den vil rette de største ujævnheder af.

Du kan derefter bruge en kopskive. Den bedste til formålet er med grove diamanter. Hvis den overflade, der skal bearbejdes ikke er meget grov kan det også være en noget finere kopskive med diamanter i skiven eller det kan være en carborundum kopsten.

Carborundum er ikke den mest velegnede da den grove overflade på stenen slider meget hårdt på Carborundum. Den bedste er en kopskive med diamantsediment.
Der er dog en væsentlig prisforskel på carborundum og diamant. Til gengæld holder diamanten mange gange længere tid.

Der er en lidt finere udgave kopsten som er med korund som basismateriale. Den sliber rigtig godt, men bliver relativt hurtigt slidt. Den er god til den finere slibearbejde, hvis du ikke vil bruge diamant.

Se evt. under værktøj:
Værktøj - diamantskiver
Kør let over fladen indtil alle forhøjningerne er væk. Hvis overfladen til sidst skal være poleret er det vigtigt at afrette overfladen lidt længere ned end du umiddelbart tror. Det skyldes at din mejsel har efterladt spor, som godt kan gå dybere end det er muligt at se på nuværende tidspunkt.

Når du har brugt kopstenen kan du gå over til at afrette med en finere kopsten eller en diamantskive, som har sediment på den ene side. Man kan også godt bruge den almindelige diamantskive, som du anvender til at skære snit med, men den er egentlig ikke beregnet til at bruge på siden. Hvis du bruger en almindelig skive skal du være meget forsigtig med at trykke på skiven sideværts!

Se under skæreskiver til vinkelsliber - der findes mange varianter.

Når afretningen er afsluttet kan du mærke med hånden om overfladen nu er helt jævn og ensartet uden buler. Du afslutter med en skive med korn 50 eller 80. Så kan du gå over til poleringsarbejdet eller det lidt finere afretningsarbejde. Hele tiden skal du vælge finere korn – altså højere tal.

Indstregning af overfladen
Når du går over til det egentlige poleringsarbejde kan du med fordel overstrege hele overfladen med en markeringspen - fedtstift - så du ved anvendelse af den næste skive kan se, at du har været overalt. Brug metoden med at overstrege overfladen mellem hver gradation polerskive. Det er billigere at slide en fedtstift op end at skulle over hele fladen en gang til fordi du har overset noget.

Se særskilt afsnit om polering.
Polering

Kopskiven

Kopskive i carborundum til den lettere afretning
Kopskive i carborundum til den lettere afretning
Du kan anvende en kopskive med diamant - se under værktøj - eller du kan anvende den billigere type, der er fremstillet i carborundum. Diamantskiven er hurtigst og mest effektiv, men den er også noget dyrere at indkøbe. Carborundumskiven skal anvendes med lidt større forsigtighed, hvis overfladen er meget grov, da det vil slide hårdt på skiven.

Vær opmærksom på at carborundum er et sammensat og støbt materiale, som kan sprænges ved for høj hastighed eller hvis kopstenen udsættes for uheldige slag.

Der findes mange typer diamantkopskiver - se andet sted på sitet om kopskiver og skrubskiver.

Vi har testet en type, som hedder Turbo Wind, som er en anderledes skrubskive ved at den er forsynet med "knopper" i stedet for de større plant anlagte sedimenter. Den type skrubskive virker udmærket og hurtigt. Bagsiden af skiven er i gummi, så den er en lille smule flexibel. Det bevirker så også at en vinkelstående side til den bearbejdede side kan få en streg af gummiafsmidtning, når skivekanten berører den vinkelstående side.

Skiven er lynhurtig at arbejde med og den virker solid og rimeligt holdbar/slidstærk.


Sikkerhed
Anvend sikkerhedsbriller - høreværn - åndedrætsværn - handsker - kraftigt forklæde.

Polering

Polerskiver til afsluttende polering er opdelt efter farvekoder. Koderne repræsenterer hver sin gradation af korn. Diamant er indlejret i den sorte knoppede overflade af skiven.
Polerskiver til afsluttende polering er opdelt efter farvekoder. Koderne repræsenterer hver sin gradation af korn. Diamant er indlejret i den sorte knoppede overflade af skiven.
Tørslibning/-polering
Hvis du lige er gået i gang med at arbejde i sten vil du nok vælge at bruge tørslibning eller tørpolering hvilket betyder, at du skal have en vinkelsliber med hastighedsregulering.
Den skal kunne køre langsomt så skiven og skivens overflade ikke bliver varm. Hvis skiven bliver varm og du bruger en diamantskive med diamantsediment indlejret i små knopper (resin) kan den ikke tåle at blive varm, da det stof som sedimenterne er bundet i vil smelte og forsvinde. Skiven bliver så ubrugelig.

Sikkerhed
Anvend: Høreværn - åndedrætsværn - handsker

Du kan også bruge håndsvampe med overflade, hvori der er indlejret diamantsediment svarende til den slags der er på skiverne til vinkelsliberen. Den slags svampe er beregnet til at få tilført vand under arbejdet. Vandet hjælper med at fjerne det afslebne støv. Håndsvampe skal anvendes i samme rækkefølge som skiverne. Den grove først og derefter i rækkefølge til du når til den du ønsker at afslutte med.

Mejsel - anvendelse

Anvendelse af mejsel..... Bemærk at brillerne burde være sikkerhedsbriller!
Anvendelse af mejsel..... Bemærk at brillerne burde være sikkerhedsbriller!
Brug en mejsel som passer i størrelse til det, som du vil hugge af og den type sten du arbejder i.

Der findes et meget stort udvalg af forskellige mejsler. Det gælder dog for dem alle, at man skal være yderst forsigtig med lade mejslen komme i spænd eller i klemme. Hårdmetalplatten kan meget nemt knække, hvis den bliver udsat for tryk fra siden!!

Et lille udvalg af mejsler:
Kantjern
Sporjern (lidt skråtstillet jern)
Bredmejsel
Spidsmejsel
Bossierreisen (lille flad spids)
Stokker
Riffel
Tandmejsel
Skriftmejsel
Slibning af hårdmetalmejsel foregår på en "grøn" sten eller på en diamantskive.
Pas på at mejslen ikke bliver varm. Du skal kunne holde den i hånden uden at brænde dig.
Til hugning i den grove overflade skal mejslen ikke være helt skarp.
Tag de yderste skarpe sidekanter af med slibestenen.
Til skrifthugning skal mejslen være skarp.
Til skrifthugning anvendes typisk 3 til 10 mm mejsler afhængig af bogstavstørrelsen. 8-10mm mejsler er mest anvendelige til skrift i størrelse 3-3,5 cm høje bogstaver eller større. Her skal mejslen derimod være næsten knivskarp.

Se andet sted under værktøjsvedligeholdelsen om slibning af mejsler og andre metoder til slibning.....

Polering 2

Slibe- og polerskiver i type Speedline - hver farve har sin grovhed. 
Den groveste er til venstre og den fineste er til højre. 
Bemærk velcro på bagsiden, som samtidig er farveindikator for gradation eller grovhed.
Slibe- og polerskiver i type Speedline - hver farve har sin grovhed.
Den groveste er til venstre og den fineste er til højre.
Bemærk velcro på bagsiden, som samtidig er farveindikator for gradation eller grovhed.
Vådslibning/-polering
Vådslibning er den mest effektive måde at polere sten på uanset hvilken type sten, der er tale om. Afretningen før poleringen er den sammen som tidligere beskrevet. I en nødsituation kan man godt pakke vinkelsliberen løst ind i en plastpose, så den stadig kan få luft til køling. Metoden er dog absolut kun en nødløsning.

Den rigtige og bedste metode er at anvende en maskine beregnet til formålet – elektrisk eller til trykluft. Sådanne maskiner koster noget mere end den almindelige vinkelsliber, men der er til gengæld heller ikke den samme risiko for stød og elektrisk overgang i maskinen på grund af vandet. Disse maskiner har også den fordel at de er beregnet til at lede vand ud i midten af skiven, så der hele tiden flyder vand ud over den flade, som du arbejder på. Maskinen til trykluft er selvsagt uden risiko, som der kan være ved den eldrevne.

Når vand kommer ud midt i skiven bliver det med rotationen spredt rundt og fjerner det afslebne sediment eller pudsestøv. På den måde bliver skiven kølet og skivens overflade bliver bevaret længst muligt. Samtidig bliver det afslebne støv ledt bort med vandet. En anden stor fordel er at al støv bliver bundet og du kan faktisk arbejde uden det helt tætte åndedrætsværn, men i stedet med en lidt simplere "3M-maske".

Hvis du uforvarende glemmer at tænde for vandstrømmen vil skiven meget hurtigt løbe varm og blive ødelagt.

Det er et vådt arbejde og derfor er det en fordel at være iført regntøj fra top til tå.

Skiverne som man anvender til vådpolering kan være de samme som til tørpolering. Man kan blot her bruge dem med hurtig hastighed. Det betyder også at arbejdet kan blive færdigt i rimelig tid.

Der findes forskellige mærker. Du skal selv vælge. Vi kan anbefale den serie som hedder Speedline og som i øvrigt findes i forskellige serier. Man starter ved korn 50 og slutter ved korn 10.000. Der er farvekoder på skiverne. Følg koderne og lad være med at bytte om på skiverne. Det nytter ikke noget at forsøge med en fin skive, hvor en grovere skulle have været anvendt. Skiven bliver simpelt hen slidt op i løbet af et øjeblik, hvis du ”springer over”. Følg farvekoderne som er på æskerne til skiverne.

Hvornår er man færdig med en kornstørrelse? Det er en fornemmelsessag. Man kan se en del med kraftigt lys på arbejdsstedet eller man kan med hånden føle sig frem til hvis der er ”matte” steder som ikke er poleret op endnu. Med nogen øvelse kan man også høre hvornår skiven ikke mere ”bider” i stenen. Så er det tid for næste gradation.
Man kan også af og til bruge luftpistolen og blæse overfladen tør. Her vil alle "helligdage" afsløres med det samme.

Vær opmærksom på at det springende punkt er omkring korn 200 til 320.

Alle slibespor fra tidligere anvendte gradationer skal være helt væk før du går videre fra 320. Hvis du ignorerer slibespor kan du roligt regne med at skulle starte forfra når du tror du er færdig. Man bliver "holdt op" på sine eventuelle fejl. Stenen skal nok vide at sige til hvis du er sprunget over et sted - du får simpelt hen resultatet serveret når stenen er tør. Grundighed betaler sig med andre ord fra begyndelsen.

Hvis du undervejs vil være helt sikker, kan du som nævnt blæse det polerede tørt med trykluft.

Hvis du bruger tørslibning er det godt at have rigeligt med lys (sollys) på arbejdet. Så er slibespor meget tydelige. Men de spor, som du så alligevel ikke kan se mens stenen er våd, skal nok vise sig når den bliver tør. Ellers brug trykluftblæser undervejs til at kontrollere resultatet.
Hvis du har lavet "helligdage" - så er det tilbage til det sted, hvor fejlen er lavet - den gradation, som har lavet ridsesporene - og så forfra igen til du har nået den gradation du vil opnå til sidst.

Sikkerhed
Anvend sikkerhedsbriller - høreværn - handsker - til vådslibning vil en regndragt være at foretrække.

Ved tørslibning anvendes åndedrætsværn


Polering - afsluttende

Umiddelbart ser skiverne ens ud, men det er de langt fra. Grovest til venstre og finest til højre. Se billedet ovenfor. Skiverne er bare vendt om med slibefladen opad. Det er de samme skiver som på foto ovenfor.
Umiddelbart ser skiverne ens ud, men det er de langt fra. Grovest til venstre og finest til højre. Se billedet ovenfor. Skiverne er bare vendt om med slibefladen opad. Det er de samme skiver som på foto ovenfor.
Når arbejdet er ved at være færdigt er det tid for at kigge nærmere efter om alt er i orden. Det er vanskeligt at se om en overflade er færdig, mens den endnu er våd. Brug derfor en trykluftsprøjte til at tørre området ud og tjek for "helligdage".

Høj kraftig sol letter også kontrolarbejdet.

Du kan også, som nævnt tidligere, bruge en fedtstift til at overstrege hele overfladen og derefter sørge for, at alle streger er slebet bort. På den måde får du sikkerhed for, at du har været over det hele.

Den anvendte farve er underordnet, blot den kan ses i kontrast til stenens farve.

Se andet senere afsnit om vand til polering.

Afsluttende polering med pasta

Hos fa. Diatool er der kommet et nyt produkt som vi har afprøvet. Det er en diamantpasta: BrillDiam Polishing paste.

Produktet er fremragende til en afsluttende polering - f.eks. før præsentation på en udstilling, hvor alt skal være absolut i højeste klasse.
Det er simpelt at bruge og kræver ingen større forudgående kundskaber.
  • Rengør overfladen
  • Lad overfladen tørre helt ud
  • Kom pasta på
  • Gnid det godt ind i alle retninger med en blød klud
  • Lad det tørre 5-10 min
  • Poler efter med ståluld.
  • Overfladen fremstår som hård og skinnende med dybde i farven.
  • Overfladen er holdbar over for vind og vejr.
  • Vandpolering

    Det er en våd affære at polere med vand, men resultatet bliver også derefter! Se bare på den seneste figur fra Birgers hånd. Den er i flint og meget vanskelig at håndtere medmindre man har rigtig god tid.
    Det er en våd affære at polere med vand, men resultatet bliver også derefter! Se bare på den seneste figur fra Birgers hånd. Den er i flint og meget vanskelig at håndtere medmindre man har rigtig god tid.
    Polering med luft og vand. Maskinen kører som en vinkelsliber, dog med lavere hastighed og skiverne er fastgjort på holderen med velcro. Det kan være en fordel at arbejde med den ene hånd uden handske fordi man med fingrene kan mærke om overfladen har små skår eller ridser, som skal fjernes. Det kan være vanskeligt at mærke gennem en handske. Brug kraftigt lys på arbejdsstedet.

    Anvendelse af vand er forklaret senere.

    Sikkerhed
    Anvend: Høreværn - sikkerhedsbriller - regntøj.

    Tørpolering

    Diatool oplyser at der bliver lancheret et nyt slibesystem fra Speedline, som både er anvendeligt til tør- og til vådslibning. Skiverne kaldes hybride. De er genkendelige på de sekskantede mønstre på skiven.

    Vi har afprøvet systemet i Granitklubben og kan oplyse, at det virker - både til tør- og vådpolering.

    Men brug vinkelsliberen på en mellemhastighed - ikke den hurtige, da overfladen ellers kan krakelerer som følge af for høj varmepåvirkning. Er overfladen krakeleret kan du godt starte forfra!

    Det nye system tillader at man sliber med begge metoder - tør og våd - uden at skiven løber varm. Ved tørslibning skal man dog respektere de hastighedsbegrænsninger som er sat af producenten (se indpakningen). Kør derfor ikke med højeste hastighed!

    Uanset det udmærkede produkt fra Speedline er det dog sikkert at metoden med vådpolering giver den flotteste afsluttende finish. Forskellen er dog ikke ret stor.

    Ulempe ved tørpolering - det støver.

    Fordel ved tørpolering - det færdige resultat er synligt med det samme mens arbejdet skrider frem.

    Fordel ved vådpolering - det støver ikke og man får et helt afsluttet resultat, som dog først er synligt ved afsluttet arbejde, når stenen/overfladen er tør.

    Slibning af granit - billig metode

    Arbejdet støver en del og derfor skal du tage sikkerhedsforanstaltninger.

    Slibning kan lade sig gøre med de materialer, som man kan købe i byggemarkedet, men det er sjældent at de har det rigtige værktøj. Som regel får man carborundumbaseret slibematerialer og de holder ikke ret længe.

    Hvis det er en lille ting, som bare skal rettes lidt til kan det naturligvis ikke betale sig at købe en kopskive til 800 kr.

    Sikkerhed
    Anvend åndedrætsværn - sikkerhedbriller - høreværn og handsker.

    Tørslibning med vinkelsliber

    Maskinene til højre er til den lidt grovere afretning og derfor monteret med
    Maskinene til højre er til den lidt grovere afretning og derfor monteret med "skrubskive".
    Birger udfører tørslibning med langsomtroterende skive

    Forskellen på polering og den grove sten

    En sten som fremtræder lysegrå kan med bearbejdning blive fuldstændig sort. Det vil sige, at den samme sten kan fremtræde både lysegrå, mørkegrå og sort. De tre varianter er udelukkende et spørgsmål om bearbejdning af overfladen.

    Hvis man ikke bryder sig om den meget højpolerede overflade kan man nøjes med at gå op til de gradationer som er måske korn 400 eller korn 800. Så får man noget lignende en silkemat overflade. Korn 320 vil give en nærmest grålig overflade hvis stenen er grå fra start. Korn 1500 giver en næsten glat-blank-silkemat overflade.

    Den højpolerede overflade med korn 10.000 - eller "BUFF" giver den farve som stenen har i våd tilstand. Overfladen ændrer sig ikke medmindre den bliver udsat for kemiske midler som kan nedbryde overfladen.

    Du kan derfor roligt give en garanti på nogle hundrede år på sådan en overflade.

    Stokning speciel

    en enkelt række stifter, som giver en klar linie eller også virker den som en række punkter ved siden af hinanden til en markering af en overflade.
    en enkelt række stifter, som giver en klar linie eller også virker den som en række punkter ved siden af hinanden til en markering af en overflade.
    Der findes mange forskellige typer stokhamre. Specielt til lufthammeren er variationen stor.
    Her er et eksempel på en enkelt række stifter på en stokhammer - tandstokker- , som kan bruges til markering af en kant eller til to forskellige flader som mødes og som skal adskilles.

    Stokning

    Stokhamre med forskellig mængde hårdmetalspunkter. Hammeren til venstre er en rilhammer og giver derfor en rillet overflade.
    Stokhamre med forskellig mængde hårdmetalspunkter. Hammeren til venstre er en rilhammer og giver derfor en rillet overflade.

    Stokning af overfladen

    Hvor du ønsker at overfladen skal være ru kan du bruge en spidsmejsel og markere overfladen med små hug overalt på fladen. På den måde får du en grov overflade. Du kan også få en tættere ensartet nubret overflade. Dette arbejde udføres med en stokhammer. Man kalder det også at "stokke" overfladen.

    Stokhammeren har f.eks. 9 knopper i hårdmetal på hammerens bane. Hver gang du slår på stenen bliver den ensartet knoppet i overfladen, som derved kommer til at virke helt jævn.

    Stokning kan med fordel udføres med en luftstokker. Så går det betydeligt hurtigere og overfladen bliver på samme måde som med håndstokkeren. Men pas alligevel på med luftstokkeren, for lige pludselig kan det gå meget hurtigt. Pas også på ved kanterne - stokkeren kan ved hårdt slag næsten virke som en kantmejsel.

    Man kan ved hjælp af stokning ved siden af eller sammen med en poleret flade danne kontraster i den samme sten.

    Sikkerhed
    Anvend sikkerhedsbriller - høreværn - åndedrætsværn - handsker

    Børstning af overfladen

    Børster til montering på langsomtkørende vinkelsliber giver en silkeblød overflade selv om overfladen er stokket eller nubret.
    Børster kan fås i mange gradationer - fra grov til fin.
    Børsterne er indrettet med indlagte diamantsedimenter i de enkelte børstehår og virker ved slibning mod overfladen.

    Brænding af overfladen

    Overfladen kan på samme måde som ved stokning bearbejdes med ilt og gas - brænding. Man skal have det rigtige udstyr for at kunne udføre denne type arbejde. Man skal have kendskab til anvendelse af f.eks. skærebrænder for at kunne udføre arbejdet forsvarligt.

    Det rigtige udstyr kan f.eks. være Harris special udstyr for flammerensning af sten. Man anvender ilt og propangas med en særlig brænder. Der findes flere forskellige typer brændere.

    Udstyret til brænding:
    Reduktionsventil til propan og til ilt
    Tilpasningsventil
    Håndtag
    Kontraventil
    Blandingskammer
    Nippel
    Rør
    Flammerensningsdyse
    Dyse (eller holder med 6 forskellige dyser)
    Flaskevogn og 2 flasker
    Tvillingeslange og slangeklemmer
    Dette udstyr koster som nyt uden flasker og flaskevogn omkring kr. 7.500 inkl. moms.

    Anvend størst mulig mængde ilt og mindre mængde gas.
    Anvend den rigtige brænder.

    Overfladen springer af som når man puster luft ned i en grusdynge.

    Pas på med at holde flammen stille - stenen kan springe i stykker !!
    Bevæg flammen over hele det område, som skal behandles. Varm roligt og stille. Pas på med at varme kraftigt på f.eks. et hjørne - hele hjørnet kan springe og falde af, hvis varmeforskellen bliver for stor.

    Sikkerhed
    Anvend: Sikkerhedsbriller - høreværn - åndedrætsværn - handsker.

    Hammerarbejde

    Hamring - bearbejdning med hammer.
    Der kan anvendes flere udtryk om det at anvende en hammer til bearbejdning af stenoverfladen.
    Hvis overfladen skal være "nupret" med små kratere kaldes det stokhamring.
    Hvis overfladen skal være "rillet" med små tætliggende riller forløbende i samme retning kaldes det for riffelhamring eller ril hamring. Overfladen bliver riflet eller rillet, så den fremstår med "retning" i overfladen.

    En grovere form for punktarbejde udføres med en spidsmejsel. Det kaldes også spidshugning. På den måde får man en meget groft udseende overflade med forholdsvis langt mellem de enkelte "punkter" eller "slag".

    Der kan fås hamre med hårdmetal bane og pen, som kan bruges til at dele en sten eller hvis pennen er spids til at bearbejde overfladen som hvis det var en mejsel.

    Værktøjsvedligeholdelse

    Al stenhuggerværktøj skal vedligeholdes. Godt værktøj = godt arbejde!

    En gentagelse fra tidligere, men - vigtigt....

    Mejsler slibes på grøn slibesten - siliciumcarobnat - på en bænksliber eller på diamantskive på en speciel slibemaskine.
    Denne specielle slibemaskine mrk. Kaindl, hvor slibeskiven Ø 180 mm ligger vandret, er forsynet med huller i skiven, så man kigger gennem skiven og ser mejslen, som man holder mod undersiden af skiven.
    Maskinen er forholdsvis dyr, men til gengæld får man også et rigtig flot resultat.
    Mejslens nakke slibes så der ikke er "skæg" - hvilket dannes efterhånden som den bruges med hammeren og overfladen bukker rundt i kanten.

    Alternativt kan man også bruge en vinkelsliber (enhåndstypen) med langtsomtkørende skive lagt vandret og hvor man sliber mejslen på skiven ved at have god håndledsstøtte og derefter lægger mejslen an mod den roterende skive (ca. 600 omdr. min). Husk at mejslen ikke må blive varm.

    Mejslen må køles med vand eller olie!!

    Stokkere kan slibes på en kantskarp slibesten - helst diamantskive, men hvis man kun har en grøn sten kan det også lade sig gøre med nogen forsigtighed at slibe mod skivens skarpe kant. Det slider dog temmelig meget på skiven at anvende denne metode.

    Alternativt kan stokkeren også slibes på den langsomtroterende vinkelsliber skive. Skiven kan fint nå ind mellem stokkerne (spidserne) og det giver faktisk et flot resultat.

    Vinkelsliberen adskilles og renses med pensel og/eller med trykluft med regelmæssige mellemrum. Tjek kul for slid. Rens kommunatorerne.

    Blæs vinkelsliberen ren under arbejdet i sten med nogle minutters mellemrum. Den skal ikke have lov til at blive fuldstændig dækket af støv overalt for så holder den ikke ret længe.

    Skæreskiver tjekkes for revner og sprækker. Hvis der opstår en revne skal skiven kasseres. Det er meget farligt at anvende en revnet skive, som kan gøre skade på dig selv og ikke mindst andre, hvis den sprænges.

    vedligeholdes med olie - ved dagligt brug med tågesmører eller ved dryp ned i tilgangsslangen.

    Rørbor kan vedligeholdes hos leverandøren med udskiftning af skæreplatterne. Man behøver dermed ikke at skifte hele boret ud fordi platterne er slidt ned. Diatool udfører f.eks. en hurtig reparation af rørbor.

    Kompressoren vedligeholdes med olie. Tjek oliestanden med jævne mellemrum. Efterfyld evt olie. Skift olien en gang om året.

    Forgyldning

    Et emne vi vender tilbage til når test og afprøvninger har fundet sted. ..

    anvend
    Bladguld
    Guldgrund
    Forgylderpensel - mårhår

    ....

    Bagskiver

    Til brug for montering af slibeskiver med velcrobagside bruger man bagskiver med velcro-kroge.

    Udformningen er forskellig afhængig af anvendelsen.
    Den flade overflade - brug en stiv skive - til vinkelsliberens gevind eller en forskive med sneglefatning som tillader skift af andre skiver på sneglelukningen.
    Den buede overflade - brug en flexibel skive
    Den konkave overflade - brug en mosgummi skive

    Planslibning

    Plansliber med flange
    Plansliber med flange
    Vi viser en effektiv plansliber, som ikke er det samme som en kopsliber. Overfladen bliver meget glat - næsten som efter slibning med korn 80. Endvidere er det nemt at komme over en flade, som skal være helt plan og lige.
    Skiven er 125mm Ø med indlejret diamantsediment over 25mm på den udvendige side. På indvendig side er sedimentindlejringen 8 mm.
    En effektiv skive!!
    Hele plansliberen
    Hele plansliberen
    Hele plansliberskiven ses her.
    Flangen er trukket ca. ½ mm tilbage i forhold til sedimentdelen af skiven.